Søren Paulsen fortæller

”Det var med stor nysgerrighed og forsigtige forhåbninger om lindring i mine anfald, at jeg kontaktede WittCare for, om muligt, at blive testperson til vakuum-terapiens indvirkning på Hortons hovedpine, og jeg blev meget glad, da jeg blev inviteret til at deltage i testen.

Jeg ankom til første testbehandling tirsdag den 26. september 2017 og efter en kort samtale, hvor jeg blev orienteret om, at testen ville strække sig over 10 sessioner, blev jeg lagt i en vakuum-maskine. Jeg havde allerede set sådan en maskine hos akupunktøren i Viborg, så jeg vidste udmærket, hvordan den så ud.  Man anbringes i maskinen således, at vakuum-terapien udføres på underkroppen, dvs. fra navlen og ned.
Selve behandlingen består af en serie af cyklusser på hver 16 sekunder, hvor der trækkes vakuum i 7 sekunder og udlignes i 9 sekunder. Sessionen varer i 40 minutter og omfatter 150 cyklusser. Jeg undrede mig over, hvilken indflydelse den slags behandling kunne have på en lidelse i hovedet, men jeg var indstillet på at prøve behandlingen, om ikke andet så for at kunne sige, at nu havde jeg prøvet. Selve behandlingen er yderst behagelig, og jeg faldt næsten omgående i søvn.
Umiddelbart var der intet at mærke efterfølgende, men den første nat efter behandlingen blev rigtig ubehagelig. For hver gang, jeg havde sovet i 40 minutter, vågnede jeg med stærke smerter i ganen og i højre side af overtænderne. Der var også stråling op mod højre øje, kort sagt typiske Horton smerter. Det gentog sig 5 gange denne nat, og hver gang måtte jeg sidde i mindst 20 minutter og inhalere (12 l/min.) Helt usædvanligt var der onsdag tilløb til flere anfald, som jeg hver gang måtte afværge med ilt.

Jeg var ærligt talt i tvivl, om jeg ville fortsætte testen, men tænkte, at hvis dette var en følge af vakuumbehandlingen, måtte der jo være en eller anden form for påvirkning af det, der fremkalder hovedpineanfaldene. Jeg tog altså afsted til anden session. Der skete det samme som første gang. Jeg faldt i søvn i vakuummaskinen og sov som en sten.
Da jeg kom hjem efter anden gang, kunne jeg mærke, at der var sket en form for forandring, idet jeg pludselig ikke kunne mærke den markering, der normalt er i højre side af ansigtet, hvor anfaldene kommer. Natten var usædvanlig rolig uden anfald af nogen art, og for første gang i mange måneder blev det til flere timers sammenhængende søvn. Den følgende dag havde jeg det helt faktisk fantastisk og var fyldt med energi.

Efter at have rundet fem sessioner, kunne jeg mærke, at noget havde ændret sig. De anfald jeg fik, var ikke nær så smertefulde og langvarige som normalt. Dog var det sådan, at hvis jeg havde taget en ”morfar” om eftermiddagen og gik i seng om aftenen, så vågnede jeg efter 40 minutter med begyndende anfald, som måtte behandles med ilt. Men efter det første natteanfald var der i den efterfølgende periode ikke mere. Det var selvfølgelig ubehageligt, men dog en væsentlig forandring i forhold til det, jeg havde været vant til.

6. session var fredag den 6. oktober 2017 kl. 8:00. Når jeg kan skrive dette så nøjagtigt, skyldes det at jeg ikke har mærket noget til hovedpinen siden. Samtidig har jeg været i stand til at sove sammenhængende om natten uden de sædvanlige hovedpineafbrydelser. Det er en vild luksus, som sikkert ikke er til at forstå for mennesker, der ikke har prøvet denne lidelse. Min hustru og jeg nyder virkelig denne dejlige periode, vi befinder os i, og derfor er ovennævnte dato noget særligt for os.

I min glæde over at være blevet hjulpet til en smertefri periode, er jeg også taknemmelig over at have fået muligheden at være testperson. Nu kunne man forledes til at tro, at denne behandling umiddelbart ville kunne hjælpe alle Hortons patienter, men Hortons er en fællesbetegnelse for mange forskellige årsager til disse frygtelige og voldsomme smerter, så det er nødvendigt at erkende, at ikke alle Hortons patienter vil kunne få glæde af behandlingsformen. Men det ville jo i givet fald kunne konstateres ved simpelthen at prøve det på de patienter, der kunne tænkes at opsøge behandlingsformen. Det er i hvert fald vigtigt at gøre sig klart, at dette ikke er en mirakelkur, der kan hjælpe alle, men min overbevisning er, at mange Hortons Patienter kan have glæde af vakuum-terapi.

Som et ekstra gode ved behandlingen, er der sket det, at min stærkt misfarvede højre fod og ankel (sort) har fået en meget bedre farve. Og det er en overordentlig glædelig sidegevinst.”

Søren Paulsen